Bæverne

Hos Bæverne har vi børn i alderen ca. 2,5 til 4 år. Vi elsker vores fællesskab, om det så er i små grupper, eller samlet hele stuen. Vores hverdag er struktureret, så børnene har nemmere ved at navigere i deres dag, men også så de har nemmere ved at navigere i deres nervesystem. 

Hver dag kl. 9-9.30 holder vi samling og nyder vores tid med fælles fokus. Her har vi fokus på alt fra opråbning af Bæverne til sang, rim, lege, yoga og små eksperimenter. Vi går meget op i at se børneperspektivet, hvad der interessant og sjovt at lære om, derfor har Bæverne medbestemmelse i vores strukturelle rammer og dette gør også at de tager stort ejerskab over deres institutionsliv.  

 

I denne aldersgruppe sker der meget, det er oftest her man smider bleen, luren, sutten, og generelt bliver mere selvstændig og det er nu børnene virkelig tager bevidst del i fællesskabet. Derfor bruger vi lang tid på at lege selvstændigheden ind, bruger masser af energi på at lære at lege med hinanden og lære de sociale og sproglige taktikker man kan bruge i sine relationer, samtidig med at vi lærer dem at turde stå ved sig selv og sige fra.

Ligeledes bruger vi også masser af tid på badeværelset og i garderoben på selv at tage tøj af og på, lære at gå på toilettet etc. 

 

Vi prioriterer ofte at dele os op i mindre grupper, så vi bedre kan fordybe os i aktiviteter og skabe et mere nærværende og sprogligt stimulerende miljø fyldt med masser af omsorg.

 

Bævernes struktur:

6.30-8.30: Børnegården åbner, i dette tidspunkt spiser vi morgenmad og leger på tværs af stuerne.

 

8.30: Vi samler Bæverne og går på stuen.

 

9-9.30: Samling og lillemad.

 

9.30-11: Formiddagsaktiviteter (tur, legeplads, yoga, bage, gør frugt klar, besøg hos dyrene, brobygning etc.)

 

11-11.30: Frokost.

 

11.30-12: Toiletbesøg, putning og gøre klar til at komme på legepladsen.

 

12-14: Lur/legeplads.

 

14-14.30: Stilletid; vi læser bøger, hører rolig musik eller dyrker mindfullnes.

 

14.30: Frugt og brød fra frugtordningen.

 

15-17: Leg på tværs af stuerne.